Politiske genbrugsdukker

Hvornår:
23. juli 2016 kl. 13:00 – 30. juli 2016 kl. 17:00
2016-07-23T13:00:00+02:00
2016-07-30T17:00:00+02:00
Pris:
Gratis

Af Connie Hartvigsen

dukkerdukke2

Den 33-årige Nargiz Galib Andersen er den yngste kunstner, der er med på udstillingen Best of i Råhuset, som har fernisering på lørdag, hvor Galleri Projekt fejrer 20 års jubilæum.
Hun udstiller med farverige, udtryksfulde dukker, hvor hun bruger ting, hun finder på gaden eller får foræret fra folk, der har købt noget, de alligevel ikke har brug for. Det kan fx være flasker, kapsler, garn eller flotte stoffer.
Hun vil gerne inspirere folk til at have omtanke for miljøet ved at genbruge de ting, de har i stedet for at smide ud eller købe nye færdiglavede ting.
”Når jeg spørger folk, hvorfor de har købt en ting, som de alligevel ikke skal bruge, svarer de ofte: ”Fordi den så flot ud!”
“Jeg vil gerne gøre op med forbrugskulturen, hvor butikkerne lokker os til at forbruge mere og mere, så vi havner i en forbrugsfælde”, siger Nargiz.
Dukkerne er desuden politisk inspirerede og har hver især en historie at fortælle. Nargiz er meget sensitiv over for de nyheder, hun hører og læser om i aviserne. Hun blev meget berørt, da hun hørte om børnene fra Bangladesh, der sælges som sexslaver. Børnene bliver ødelagte og voksne alt for tidligt, og det har hun forsøgt at vise ved at lave en dukke med blødende bryster.
Udstillingen viser også dukker med totalt forseglede munde, som er en kommentar til debatten om ytringsfrihed og leder tankerne hen på Poul Henningsen sangen fra 1940: ”Man binder os på hånd og mund…”
Nargiz har rødder i det muslimske land Aserbajdsjan, men hele familien valgte at konvertere til kristendom. De blev derefter forfulgte på grund af deres tro, og i 2004 flygtede de til Danmark.

Fernisering Lørdag d. 23 juli kl. 13.00-17.00, udstilling er åben daglig frem til den 30 juli i tidsrummet 13.00-17.00 aller er velkomne på 1. salen i Råhuset.
Info: http://www.nargizart.com/
Nargiz – Nərgiz Galib Andersen
Galleri Projekt, Stenosgade 9 Kld. 1616 København V.